30-10-2017 | Konference om personlighedsforstyrrelser hos døve
I forbindelse med ESMHD’s årsmøde blev der afholdt en international konference om personlighedsforstyrrelser hos mennesker, der er døve.
ESMHD står for European Society for Mental Health and Deafness. Det er en international interesseorganisation for de få fagfolk, der arbejder med døves psykiske sundhed. Organisationen har eksisteret siden 1986.
I tilknytning til ESMHD´s årsmøde plejer man at arrangere en konference. Årsmødet i år fandt sted i Bilbao i Spanien, og konferencen havde titlen ”Døve mennesker og personlighedsforstyrrelser: Behovet for en korrekt diagnose og særlige behandlingsmuligheder.”
Når behandleren ikke har tegnsprog som modersmål
Konferencen havde bl.a. fokus på, hvordan man som psykolog eller psykiater kan stille en korrekt diagnose og indgå i et godt terapeutisk forløb, når man ikke har tegnsprog som modersmål, og når mange testværkstøjer ikke er udviklet særligt til døve og tegnsprog.
Hvad kan man læse ud af en døv patients reaktion på behandlerens måske ikke helt flydende tegnsprog eller omvendt høje niveau? Hvordan man kan bruge de informationer i sin intervention, var en del af temaet i den spanske psykiater Nora Olazabals oplæg.
Flere oplægsholdere beskrev, hvordan servicen til døve borgere er organiseret i deres lande – lige fra vugge til grav. I Holland f.eks. er det organisationen Kentalis, der står for småbørnsrådgivning, skoler, unge- og voksenrådgivning og psykologiske/psykiatriske tilbud til døve.
Læs mere om konferencen og oplæggene her.
Måske fremtidsscenarie i Danmark?
Chefjurist Anne Vikkelsø fra CFD er Danmarks delegerede ved ESMDH’s årlige møder.
Hun deltog også i konferencen, og efter hendes mening lød den hollandske model, hvor samme organisation står for tilbud for døve i alle aldersgrupper, interessant.
"Kunne det være et fremtidsscenarie i Danmark for at sikre en faglig bæredygtighed i en tid, hvor mange tilbud på døveområdet bliver mindre? Jeg ved det ikke, men det er altid godt at komme ud og lade sig inspirere til nye måder at anskue og organisere sin service på," siger Anne Vikkelsø.
Verdenskonference næste år
Ved ESMDH’s generalforsamling blev den italienske psykolog Stefania Fadda (billedet øverst) i øvrigt valgt til ny præsident for organisationen. Hun afløser den hollandske psykiater Ines Sleeboom, der har været præsident for organisationen siden 2007.
Til marts næste år i London afholdes i øvrigt den syvende verdenskongres om døves psykiske sundhed med titlen ”Celebrating the Past and the Challenges of the Future”. Læs mere om verdenskongressen her.