Strategi 2025-2028: Specialiserede og højt specialiserede velfærdstilbud i fremdrift – for fremtiden
I strategiperioden er der tre strategiske hovedretninger, der rammesætter fremdriften i vores arbejde.
#1: CFD er fremtidens specialiserede og højt specialiserede rådgivnings- og sociale tilbud
#2: CFD er brobygger
#3: CFD er mange bundlinjer

#1: CFD er fremtidens specialiserede og højt specialiserede rådgivnings- og sociale tilbud
Vi anerkender menneskers egne ressourcer som afgørende for deres udvikling og for fællesskabet.
I CFD er omsorg, støtte, vejledning og menneskers egne udviklingspotentialer, det menneskesyn og det faglige afsæt, vi har med os, når vi udvikler CFD’s kerneydelser på vej mod fremtidens velfærdstilbud.
Vores faglighed er tæt forbundet med gode tegnsprogskompetencer. Vi er også åbne overfor at anvende andre sprogformer i vores daglige arbejde, når der er behov for det.
Vi forholder os til målgruppernes ændrede behov i fremtiden.
Vi styrker kernefagligheden og videns- og udviklingsarbejde for at sikre, at vores ydelser er relevante for nuværende og fremtidige målgrupper og for at styrke opmærksomheden på CFD’s væsentlige betydning på det specialiserede og højt specialiserede velfærdsområde.
Vi udvikler vores organisation, så virksomheden CFD kan møde fremtidens behov.
Det gør vi gennem kontinuerlig medarbejderkompetenceudvikling, gennem tiltrækning af nye dygtige medarbejdere samt ved at motivere nuværende medarbejdere til fortsat at ønske CFD som arbejdsplads. Dygtige medarbejdere er forudsætningen for, at vi kan fremtidssikre vores specialiserede og højt specialiserede ydelser og indsatser.
Det gør vi ved at understøtte vores organisatoriske parathed, så vi hurtigt kan gribe fremtidens muligheder. Det gælder både, når vi internt i CFD bliver opmærksomme på nye ydelser eller ændrede organisationsformer, og når vi udefra gøres opmærksom på det.
Det gør vi ved at udforske fremtidens mulige forretningsfællesskaber ved at være opsøgende og imødekommende. Det gør vi, fordi vi gerne vil styrke vores organisatoriske, faglige og økonomiske robusthed, og det gør vi, når vi interesserer os for resultaterne af samfundets strukturreformer.
Vi vurderer, at velfærdsteknologi og AI vil være en væsentlig del af fremtidens velfærdsområde.
Vi vil derfor fortsat være afprøvende, når det gælder anvendelsen af velfærdsteknologiske løsninger, som kan forbedre CFD’s ydelser og tilbud. Vi arbejder ligeledes eksperimenterende med, hvordan vi kan anvende AI meningsfuldt ud fra arbejdssætningen ”menneske – maskine – menneske”.
Vi profilerer CFD’s ydelser og tilbud.
CFD skal fortsat vælges som velfærdsleverandør. Derfor styrker vi profileringen af et højt fagligt og troværdigt CFD, som skaber forbedringer for mennesker og samfund. Profileringen sker gennem vores eksterne kommunikation på de sociale medier, på hjemmesiden, via podcast, i mødet mellem mennesker, i mødet og samarbejdet med kommuner og andre myndigheder, igennem faglige artikler, på konferencer og ved at dele vores viden og andre faglige indsigter.
Politisk arbejdes der på vedtagelsen af en national specialeplan på det specialiserede og højt specialiserede velfærdsområde.
Vi arbejder derfor aktivt for, at vores faglige ydelser bemærkes i specialeplanen. Det gør vi gennem CFD’s egen organisatoriske kraft, via vores medlemskab af brancheforeningen Selveje Danmark, gennem vores partnerskaber og samarbejde i fagområdet og via vores interessefællesskab med områdets handicaporganisationer.

#2: CFD er brobygger
Vi arbejder kulturdeltagende, kulturbrobyggende og kulturbevarende i vores opgaveområde.
Vi udgør som velfærdstilbud og arbejdsplads et betydeligt tegnsprogsmiljø. Vi er på den måde en del af døves historie og en del af døves kultur. Vi anerkender dette historiske udgangspunkt.
Vi er også en del af de forandringer, der sker for vores historiske målgruppe blandt andet gennem nutidens og fremtidens høreteknologiske hjælpemidler. Vi anerkender også dette vilkår.
Vi arbejder derfor på at styrke samarbejdet med alle de interessenter, der er på området. CFD bliver med dette medskaber af de fællesskaber, hvor CFD’s historiske målgruppe af døve møder CFD’s nutidige og fremtidige målgrupper. Her skabes rum for udveksling af erfaringer, viden og holdninger med henblik på hele områdets samlede fremdrift.
Vi engagerer os styrket i netværksarbejde på tilbuds- og områdeniveau.
Vi vil investere flere ressourcer i, at CFD’s kernevelfærdsmedarbejdere kan få styrket fagidentiteten gennem netværksarbejde. Når kernevelfærdsmedarbejdere deler viden med hinanden indenfor et fagområde, skabes der fornyet grundlag for anderledes faglige indsigter. Det betyder, at fremtidens velfærdstilbud udvikles – også i CFD.
Vi understøtter og udvikler fortsat det tværgående vidensspor i CFD.
Det gør vi for at holde fast i de senere års opbyggede tværfaglige videnssamarbejde. Vi styrker derfor yderligere kulturen og forståelsen for et samlet CFD ved at udnytte vores kompetencer på tværs, så vi kan skabe en endnu stærkere faglig velfærdsorganisation.
Vi engagerer os fortsat i samarbejdende udviklings- og vidensarbejde.
Vores videns-, forskning- og udviklingsarbejde sammen med europæiske, nordiske og danske partnerskaber og netværk skal styrke CFD’s position som betydningsfuld faglig vidensindehaver på fagområdet.

#3: CFD er mange bundlinjer
Som samfundsansvarlig velfærdsvirksomhed arbejder vi med fornyet fokus på flere bundlinjer end alene den økonomiske. Vi fokuserer derfor også på en social bundlinje, en mangfoldigheds- og medarbejderbundlinje samt en klima- og miljøbundlinje.
Det gør vi, fordi virksomheder også i fremtiden vælges som leverandører på baggrund af resultater fra arbejdet med mange bundlinjer – eller ud fra arbejdet med ESG, som er: E: Environmental standards, S: Social standards og G: Governance standards.
Kommunerne og andre myndigheder (CFD’s kunder) vil fremover også vælge leverandører på baggrund af arbejdet med ESG og ikke kun på baggrund af pris, kvalitet, faglighed, tilfredshed og resultater.
Vi arbejder derfor fremadrettet med flere bundlinjer i vores virksomhedsprofilering, fordi det har betydning for, om CFD vælges og anvendes som velfærdsleverandør.
Fremtidens medarbejdere tilvælger virksomheder, hvor meningen i arbejdet skabes fra flere sider.
CFD's virksomhedsprofil skal derfor tydeligere vise, at meningen i arbejdet ikke kun skabes gennem faggruppernes primære opgaver og indsatser, men også via hele virksomhedens profil.
Fremtidens målgrupper vælger også velfærdstilbud på baggrund af hele virksomhedens profil.
Mennesker, der er modtagere af CFD’s velfærdstilbud, og som i fremtiden ønsker at benytte vores tilbud og ydelser, skal kunne mærke og opleve, at hele CFD’s virksomhedsprofil er meningsfuld for deres liv. Det samme gælder mennesker, som visiteres til et tilbud i CFD.
Vores forretningsprofil, som non-profit og selvejende virksomhed, skal derfor hele tiden vedligeholdes og udvikles.
CFD's virksomhedsprofil skal derfor i fremtiden endnu mere end i dag kendetegnes ved en mangfoldig medarbejdersammensætning (S), et stærkt socialt engagement (S), et bevidst klima- og miljøengagement (E), et ordentligt arbejdsmiljø med indflydelse til medarbejderne (G) og en respektfuld tilgang til alle mennesker (S) og en solid økonomistyring.