27-06-2017 | Gratis videnskabelige artikler om døvhed
Her er et tip til sommerlæsningen, når du er færdig med den seneste Jussi Adler-Olsen-roman: Gratis videnskabelige artikler om døvhed og hørenedsættelse.
Journal of Deaf Studies and Deaf Education er et videnskabeligt tidsskrift, som fokuserer på forskning i emner relateret til døvhed og hørenedsættelse hos børn og voksne indenfor områder som blandt andet kultur, psykologi, udvikling, sprog, lingvistik og undervisning.
Det udkommer fire gange om året, og i deres arkiv ligger alle numrene tilbage fra 1996.
Der er både tale om review-artikler, hvor forfatterne analyserer og diskuterer tidligere forskningsartikler og præsenterer pointerne, og om originale artikler baseret på forskning og praksis.
Desuden er der i hvert nummer anmeldelser af nye engelsksprogede bøger.
Og her er det bedste: Artikler, som er over et år gamle, er tilgængelige gratis og kan enten downloades som pdf eller læses direkte på nettet, som man nu lyster.
Nyere artikler kan man købe via tidsskriftets hjemmeside, men deres abstracts kan man læse gratis.
Også danske bidrag
De fleste af artiklerne stammer fra den engelsksprogede verden, primært USA og England, men også artikler fra mange andre lande finder vej til tidsskriftet.
For eksempel viser en søgning, at Jesper Dammeyer fra Københavns Universitet har bidraget til syv af artiklerne indtil nu.
Artiklernes primære fokus er døvhed, men en stor del handler om hørenedsættelse – og en meget lille del om døvblindhed. De drejer sig som sagt om både børn og voksne.
Og ikke overraskende handler ikke så få artikler om CI på den ene eller anden måde.
Søg i tidsskriftets arkiv her.