16-05-2019 | Gøglerdag på CFD
I sidste uge var der sjov og fest i gaden på CFD i Søborg, da Sociale Tilbud holdt gøglerdag. Men det var ikke kun spas - der var et pædagogisk formål bag.
Omkring 60 brugere (og ligeså mange medarbejdere) var mødt
op og havde en herlig dag med gøgl, bevægelse og sund frokost og is.
Der var otte forskellige ting på gøglerpladsen, man kunne
prøve, fra blandt andet dåsekast, over hoppeborg og rodeoridning på mekanisk
tyr til kast med flødeskum.
Her stillede CFD's chef, Kurt Faber-Carlsen,
velvilligt sit ansigt til rådighed som skydeskive – til stor fornøjelse for
brugerne.
Gitte Riis Mikkelsen er pædagog på CFD og var initiativtager
til dagen, og sammen med kollegaen Ditte Musse Rasmussen var hun tovholder på
dagen. Hun fortæller:
"Alle virkede glade og tilfredse, og alle fik prøvet
alt, lod det til. Selv den mekaniske tyr var alle oppe på – og så de, der har
udfordringer med fysikken. Det var fantastisk at se. Og så var det sjovt at
opleve dem kaste flødeskum i hovedet på Kurt. Der var reaktioner lige fra ”det
må man ikke ” til ”nu kan du bare vente dig”. Alt med kæmpesmil og latter –
også fra Kurt." (Se billedet øverst på siden.)
Ideen opstod for to år siden
Ideen til dagen opstod for snart to år siden. Den skulle egentlig have fundet sted sidste år, hvor der kom nogle praktiske forhindringer i vejen.
Gitte Riis Mikkelsen forklarer om baggrunden:
"Jeg syntes, jeg oplevede, at nogle af vores beboere/brugere var begyndt at trække sig lidt fra de af vores aktiviteter, som handlede om motion, bevægelse og sundhed. Så jeg tænkte, at hvis vi lavede en gøglerdag, så ville de helt automatisk få bevæget sig og brugt deres krop på en god måde.”
”Ved at sidde på den mekaniske tyr ville deres balance blive udfordret og styrket. Ved at kaste flødeskumskager skulle de lave kastebevægelser og samtidig bruge deres hånd-/øjekoordination. Ved at kaste ærteposer gennem huller eller tennisbolde på dåser ville samme bevægelser blive brugt, men tyngden og formen af de forskellige ”kastemidler” ville ændre tilgangen til kastet. Og hoppeborgen var for at få lidt større bevægelser ind, og samtidig styrke balancen," siger Gitte.
Sund frokost og sukkerfri slush-ice
Den sunde vinkel på dagen gik igen i frokosten, som blev leveret af CFD's Café Keller, og som var kalorielet og vegetarisk, ligesom den slush-ice, som hører til på en rigtig gøglerdag, var sukkerfri. Og der var stor begejstring også over den spiselige del af dagen.
Dagen var en stor succes, men den krævede også meget forarbejde og en stor personalemæssig og økonomisk indsats. Lige nu sunder Gitte Riis Mikkelsen og hendes kolleger sig oven på det veloverståede arrangement, men snart skal de til at undersøge, om de kan finde ressourcerne igen til næste år. Og så vil man bestemt også overveje, hvordan man kan inddrage andre af CFD's afdelinger, lover Gitte Riis Mikkelsen.