Spring til indhold
Line Rishøj foran bygning med CFD's logo.

01-03-2022  |  Ny chef på Sociale Tilbud

Den 1. marts tiltrådte Line Rishøj som ny chef på CFD Sociale Tilbud.

Line Rishøj kommer fra en stilling som tilbudsleder for Undervisning og Behandling – CDH, hvor hun var leder for ca. 70 medarbejdere og tre ledere.

De seneste godt fire måneder var hun samtidig konstitueret chef for Området Kommunikation og Specialpædagogogik  i Region Nordjylland.

Line er oprindelig læreruddannet og har desuden en master i læreprocesser med specialisering i ledelses- og organisationspsykologi fra Aalborg Universitet. Og så taler hun i øvrigt flydende tegnsprog.

Line bor i Aalborg, og tanken er, at det vil hun blive ved med. Hun vil dele sin daglige arbejdstid mellem CFD's kontor i Aalborg og CFD's hovedkvarter i Søborg – når hun ikke er ude til møder.

Vi har stillet Line nogle spørgsmål, så her kan du møde den nye chef for CFD Sociale Tilbud:

Hvad tiltrak dig ved stillingen på CFD? 

Der var mange ting i stillingsopslaget som tiltrak mig:

Målgruppen for CFD´s ydelser - en målgruppe, som jeg har arbejdet med i hele mit arbejdsliv. Derudover det ledelsesmæssige fokus på strategi og udvikling - vigtige og spændende opgaver, som jeg trives med. 

At anvende tegnsprog i hverdagen tiltalte mig også rigtig meget - og så havde jeg indtryk af CFD som en meget værdibaseret organisation, hvilket jeg i høj grad blev tiltrukket af. Og det indtryk blev blot forstærket gennem ansættelsesprocessen.

Nu skal du jo lige lande i stolen. Men her på tærsklen til dit nye job, hvad ser så umiddelbart som en af udfordringerne for CFD's sociale tilbud?

Fra mit tætte samarbejde med de sociale tilbud på CDH, hvor jeg var før, ved jeg, at en af de helt store og generelle udfordringer er rekruttering af personale til sociale tilbud.

Det er ikke kun en udfordring hos CFD, men det betyder, at vi må tænke utraditionelt og kreativt, når vi skal rekruttere personale. Det giver udfordringer lokalt, når den socialpædagogiske fagkultur skal holdes i hævd og vi skal levere høj kvalitet til de borgere, der er på vores tilbud.

En anden udfordring, der er afledt af rekrutteringsudfordringen, er at bibeholde gode og attraktive vilkår for de medarbejdere, der allerede er hos os. Det kan være svært at "holde gejsten", når man mangler kolleger i hverdagen. Så vi skal hjælpe hinanden med at holde fast i det gode arbejdsmiljø trods de udfordringer, vi oplever.

Og så er der udfordringen med kommunernes fokus på takster - hvad får de for pengene? Nogle kommuner vil gerne forhandle - og der skal vi være skarpe på, hvad vi leverer, og hvad der er til forhandling.

Hvad glæder du dig mest til i stillingen, både i den nærmeste fremtid og på lidt længere sigt?

Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af hverdagen og møde alle de CFD'ere, der holder til både på Oktobervej og på CFD's andre adresser. Jeg glæder mig til at høre mere om de sociale tilbud - både det virksomhederne har til fælles, og det der er deres individuelle særkender.

På længere sigt glæder jeg mig til at være med til at videreføre CFD's sociale tilbud som fagligt stærke tilbud og til at være med til at styrke samarbejdet mellem de sociale tilbud og CFD Rådgivning, Viden og Udvikling. Jeg tror, at vi med fordel kan styrke samarbejdet mellem disse to hovedområder.

Alt i alt føler jeg mig både heldig og privilegeret over at blive en del af holdet på CFD.

Hvordan skal du få din uge til at hænge sammen, når du skal arbejde langt væk fra, hvor du bor?

Pt. er ved at finde en base i det københavnske, så jeg har mit "eget sted" at være, når jeg har fri mellem arbejdsdage i Søborg eller på en af CFD's andre matrikler i Storkøbenhavn. Jeg er nemlig bedst til at være dér, hvor der er brug for at jeg møder op.

Indtil jeg finder min egen base, er jeg så heldig at have både familie og gode venner i og omkring København, og de har alle tilbudt mig overnatningsmuligheder.

Og så tager det kun 45 minutter at flyve mellem Aalborg og København, og jeg er rigtig god til at arbejde fx under transport mellem A og B.

Derudover er jeg fra mit tidligere job vant til at være meget på farten - særligt før der var noget, der hed corona.

Hvad tænker du, at du især kan bidrage med til CFD?

Jeg kan forhåbentlig bidrage med min viden fra det offentlige område i forhold til, hvilke strømme, der er i det offentlige system, og hvilke forventninger man har til leverandører.

Derudover har jeg et solidt netværk indenfor det specialiserede område, som jeg håber, kan komme CFD til gavn.

Og så har jeg stor erfaring med at tænke strategisk og arbejde på tværs af faggrænser og organisatoriske grænser. Jeg er overbevist om, at denne erfaring også kan bruges til noget hos CFD.

Så kombineret med stor ydmyghed over at komme ind i en organisation med en så lang historie og så stærk en kultur, som CFD's, håber jeg på, at min viden og erfaring vil blive til gavn for CFD.

Hvad laver du, når du ikke arbejder?

Når jeg ikke arbejder, nyder jeg tid med min familie. Jeg er på 21. år gift med Christian, der arbejder med it. Sammen har vi tre børn:

Ane på 18 år, som går i 2. g og nyder at have kørekort og låne mors bil.

Mie på 15 år, som går i 9. klasse og spiller både el-bas og ukulele.

Esben på 13 år, som går i 7. klasse og spiller ishockey i AaB Ishockey.

Derudover slapper jeg af med at læser en masse bøger, cykler en tur på min elskede el-cykel og holder meget af at invitere familie eller gode venner på lidt god mad og ditto vin.

Ledelse

Portræt af Kurt Faber-Carlsen
Direktør for Fonden CFD
Kurt Faber-Carlsen
Tlf.: 4439 1143
Mobil: 4022 7439
E-mail: kfc@cfd.dk

Organisation

Download pdf af organisationsdiagrammer over

Hele CFD

Sociale Tilbud

Rådgivning, Viden og Udvikling

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning