Spring til indhold
En grus sti, der bugter sig igennem en skov.

12-04-2021  |  Fuld fart på Døvblindehuset med nye cykler

I Døvblindehuset ser de frem til mere tid på vejene med beboerne. Om det bliver i lycra er tvivlsomt, men det bliver helt sikkert med spændte hjelme, når de tager to spritnye cykler frem.

Døvblindehuset har fået mulighed for at købe cyklerne, fordi de har søgt og fået legater fra Danske Døvblindfødtes Fond.

På initiativ af socialpædagog, Oliver Trochant, har de således ansøgt og fået bevilliget legater til indkøb af to forskellige cykler, der dog har det til fælles, at de begge kan have borgere, der sidder i kørestol, med.

Den ene cykel kører med borgerens egen kørestol, der placeres på et lad foran, og den anden cykel har en integreret kørestol, som udgør den forreste del af cyklen. Her kan kørestolen afmonteres, så cykelturen kan kombineres med en gåtur eller med andre ærinder.

Og det er de rigtig glade for i Døvblindehuset.

Så ta'r vi cyklerne frem

De er klar til at tage cyklerne frem og komme ud i det fri efter en lang vinter.

”Vi går mod lysere og varmere tider, så det er et rigtig dejligt tidspunkt, at vi får cyklerne. Det bliver skønt for beboerne her i Døvblindehuset at komme ud og mærke, at der er fart i hjulene, at de får frisk luft i lungerne og i ansigtet,” siger virksomhedsleder Ole Wøssner, som sætter stor på pris på Olivers initiativ.

Selv er Oliver naturligvis også rigtig glad for, at det lykkedes at få legaterne fra Døvblindfødtes Fond. Han glæder sig til at komme på farten med beboerne og kollegerne.

”Det er kendetegnende for beboerne i Døvblindehuset, at de med deres dobbelte sansetab, som for de flestes vedkommende er medfødt, må lære gennem berøring, bevægelse, lugt og smag – og der er faktisk meget læring og mange oplevelser at få på en cykeltur,” forklarer Oliver.  

Beboerne i Døvblindehuset har desuden et udtalt behov for 1:1 kommunikation og er afhængige af en ledsager, når de færdes. 

Oliver fortæller, at beboerne som regel har glæde af de samme korte gåture i hverdagen. Men med cyklerne forventer han, at det vil det give en større mulighed for at få flere sansemæssige oplevelser. 

”Fart og vind, nye steder med andre dufte – by, skov, strand og meget mere. Vi kan komme længere omkring uden, at vi skal køre i bil og beboerne får endnu mere indflydelse på, hvad det er, som de gerne vil. Samtidig styrker vi som medarbejdere relationskompetencen og kontakten til beboerne med denne aktivitet.”

Frie og uafhængige

Oliver forudser, at elcykerne vil øge mulighederne for at være spontane i hverdagen. Han glæder sig til ikke at være afhængig af busser, taxaer og køreplaner.

Og så passer cyklerne godt ind i CFD’s fokus på FN’s verdensmål. ”El-ladcyklerne kører på elektricitet og udleder ikke nogen direkte form for CO2 og de er meget billige at lade op.”

Han forventer, at beboerne vil synes godt om cykelturene, og at de sammen får en masse fantastiske øjeblikke og skønne cykelstunder.

”Frie og uafhængige bliver vi. Cyklerne er der og vi kan køre ud på dem lige, når beboerne har lyst.  Så vi får masser af vind i håret i den kommende tid samtidig med, at beboerne kan føle sig trygge, fordi de sidder i deres velkendte kørestole.”

Relateret indhold

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning