Spring til indhold
Billedet viser forsiden på tegnefilmen "Familiens

28-02-2019  |  Familiens rejse til Sydhavet

Trilogien er fuldendt! En af beboerne på CFD’s botilbud i Søborg sender i sin tredje tegnefilm familien afsted på ferie i båd mod Sydhavet.

Socialpædagog John Villadsen er idéudvikler og co-producer på Charlotte Høybyes tegnefilm. Og sammen har de efterhånden en fast årscyklus for filmenes tilblivelse. 

Én film om året
”Det er som regel, når vi rammer marts/april måned, at vi går i gang med et nyt projekt. For knap et år siden foreslog jeg Charlotte, at familien måske skulle ud at sejle, og måske skulle de sejle langt, langt ned, hvor det er varmt og med palmer,” fortæller John Villadsen. 

”Og så begyndte hun at tegne. Familien og dens hund har vi fra den første film. Så Charlotte gik i gang med at tegne skibe, palmer, hajer, hvaler og hula-hula-piger, der danser. Ting, som vi sammen har snakket os frem til, har med Sydhavet at gøre.”

John Villadsen fremhæver kreativiteten som en vigtig del af hverdagen. 

”Noget af det letteste i verden er at trykke på knappen og sige: Underhold mig. Det er der mange, der dyrker i dag. Men det kunne være, at vi kunne finde ud af bruge hinanden til et eller andet. Det kan være, at du er dygtig til en ting, og jeg er dygtig til en anden. Jeg har ideer, og Charlotte er god til at få dem tegnet. Også ved jeg, at Charlotte har en stolthed, når filmen er færdig.” 

Kreativitet og finmotorik

John fik ideen tilbage i 2015. Han havde lagt mærke til, at Charlotte var begyndt at tegne, og at hendes tegninger hang på en dør, når de var færdige. På tegninger var der mennesker, børn og voksne, træer og en sol.

”Og så slog det mig; hvad med at klippe dem ud? Så gik jeg over i IT-værkstedet og sagde: Hvis nu Charlotte klipper alle sine tegninger ud, kan vi så ikke prøve at lave en tegnefilm sammen med hende? For der var en far, en mor, tre børn og en hund. Kan vi ikke prøve at lave noget med en familie? Den første film hed bare En familie, og så blev projektet introduceret på den måde.”

John foldede sin idé ud sammen med IT-pædagog Keld Christensen, der står i spidsen for IT-værkstedet på CFD i Søborg. Og de besluttede sig for at arbejde videre med projektet sammen med Charlotte.

”Charlotte bruger sin kreativitet. Hun bruger sin finmotorik, hun får klippet ud og der er et resultat,” fortæller John om processen. ”I det kreative forløb er det også noget med nogle gange at begrænse situationen og begrænse historien, for ellers kan man jo blive distraheret af alt, der kommer ude fra.” 

Tegning giver ro

Når John og Charlotte – og alle vi andre – rammer marts/april måned går de i gang med at tale om nye temaer for en kommende film. Og Charlotte går i gang med at tegne. De øvrige pædagoger i det hus, hvor Charlotte bor, kender projektet og sidder ofte sammen med hende og tegner. 

Hun gør det dog også gerne på egen hånd. Hun kan godt sidde der en time til to helt for sig selv og tegne. Før hun begyndte at tegne, kunne hun blive ramt af rastløshed, hvis hun ikke var engageret med nogen. ”Men her i tegningen har hun ro, og så ved hun jo, hvad vi skal bruge den til.” 

Alle tegningerne tilbage fra 2015 er gemt, så der findes i dag hundredevis af tegninger. Nogle af dem genbruges f.eks. træer og blomster. 

”På et tidspunkt kan vi måske udvide og gøre filmene lidt længere end de her tre minutter og 40 sekunder,” slutter John og afslører, at de allerede er i gang med at tænke tanker om en fjerde film.

Det kreative forløb

  • Marts: Opstart på ny film, filmen tager form.
  • Marts-november: Nye tegninger bliver til, og Charlotte besøger IT-værkstedet af flere omgange.
  • November: Alt er klippet og klart.
  • November: IT-pædagog Keld filmer tegningerne i bevægelse sammen med Charlotte og John, og Charlotte bliver filmet til sin intro til filmen.
  • December: Filmen bliver trykt på dvd og ender som julegave til familie, venner og den kommunale sagsbehandler.

Relateret indhold

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning