11-05-2017 | Dansk Tegnsprogsdag
Lørdag den 13. maj er Dansk Tegnsprogsdag. På denne dato for tre år siden blev dansk tegnsprog officielt anerkendt gennem folketingsbeslutningen om at oprette et råd og en afdeling i Dansk Sprognævn.
Dansk Tegnsprogsråd har til opgave at ”udarbejde principper og retningslinjer for arbejdet med at følge og dokumentere det danske tegnsprog og med at give råd og oplysninger om dansk tegnsprog.”
Rådet består i øjeblikket af følgende medlemmer:
- Elisabeth Engberg Petersen, formand, Københavns Universitet
- Bo Hårdell, næstformand
- Ole Ravnholt, Dansk Sprognævn
- Jette Hedegaard Kristoffersen, Ordbog Over Dansk Tegnsprog, UCC
- Hanne Langeland, Socialstyrelsen
Læs mere om Dansk Tegnsprogsråd her.
Afdeling for Dansk Tegnsprog
Afdeling for Dansk Tegnsprog ligger i Dansk Sprognævn er sekretariat for Dansk Tegnsprogsråd. Samtidig har afdelingen en selvstændig opgave i at besvare henvendelser om dansk tegnsprog og vejlede om tegnsprogsbrug, samt samarbejde med relevante interessegrupper og institutioner inden for tegnsprogsområdet.
Afdelingen har to faste videnskabelige medarbejdere, Janne Boye Niemelä (cand.mag. i lingvistik) og Anne Kjærgaard (ph.d.). Begge er tilknyttet afdelingen på ca. halv tid.
Alle kan stille spørgsmål til Afdeling for Dansk Tegnsprog. Svartjenesten har åbent tirsdag fra 13 til 15 og torsdag fra 10 til 12.
Man kan skype svartjenesten på dansktegnsprog.dsn, ringe på 33 74 74 15 eller sende en mail på tegnsprog@dsn.dk.
Hvad skal vi med tegnsprog?
Danske Døves Landsforbund markerer tegnsprogsdagen på lørdag med en konference med den lidt provokerende titel ”Hvad skal vi med tegnsprog”.
På konferencen vil oplægsholdere behandle spørgsmål som:
- Kan døve diskutere dansk tegnsprog uden at have almen viden om sprog og grammatik?
- Hvorfor er døv identitet vigtigt?
- Ville det være godt hvis tegnsprog var universelt?
- Hvad betyder tegnsprog for døve?
Læs mere om konferencen på DDL's hjemmeside