30-01-2017 | Skal socialpædagogisk arbejde kunne udliciteres?
Formanden for Socialpædagogerne er bekymret over, at 16 sjællandske kommuner vil udlicitere socialpædagogisk arbejde. Hvad tænker CFD om det?
Formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen, er bekymret over, at 16 sjællandske kommuner har sendt anbringelse af udsatte unge i udbud.
Det skriver han i et debatindlæg på altinget.dk.
Hans bekymring bunder i, at han ser en risiko for bryde med alt det, som socialpædagogiske indsatser og støtte bygger på: kontinuitet og tryghed.
Han påpeger, at vi risikerer at skulle starte forfra igen og igen, hvis indsatser skal ”konkurrencesættes” hvert andet eller tredje år.
”Det er ubegribeligt, at vi som samfund er nået dertil, hvor kommuner beskriver de mest udsatte mennesker i landet som varer, der kan udsættes for konkurrence på linje med sødmælken på plejehjemmet,” skriver han.
Ikke et entydigt svar
Kurt Faber-Carlsen, chef for CFD’s Sociale Tilbud, er af en lidt anden mening:
”Der er efter min overbevisning ikke et entydigt svar på om udbud af velfærdsopgaver – og herunder socialpædagogiske opgaver – er godt eller dårligt.”
”På CFD har vi vel bevæget os ud af den ikke-offentlige sti i de seneste år. Med opsigelsen af driftsoverenskomsten med Gladsaxe kommer vi til at bevæge os længere ud af den vej, hvor udbud, køb og salg af ydelser og samt konkurrence bliver vilkårene for CFD i endnu højere grad end i dag. Og så er der efter min overbevisning kun et at gøre, nemlig at ruste sig til udfordringen,” slutter Kurt Faber-Carlsen.