Spring til indhold
På et gulv med mange striber er seks menensker samlet om at spille bold og indfange bolde med net og tøndebånd.

31-07-2024  |  Foreningslivet skaber glæde og fællesskab

Selvom solen står højt på himlen, og termometret vidner om sommer, så er efteråret med alle dets glæder på vej. På Motions- og aktivitetsklubben Fleurs hjemmeside er de klar til at tage imod døve med forskellige handicap med et spændende program hen over efteråret.

Fleur er klub for døve voksne med forskellige handicap, og dansk tegnsprog er fællessproget. Den blev stiftet tilbage i 1990 og har hjemsted i Gladsaxe Kommune, som også støtter foreningen økonomisk. Klubbens fokus er på at dyrke idræt, få motion gennem bl.a. boldspil og leg samt at fremme det sociale samvær blandt medlemmerne. Udover at have lavet et program for efteråret, ser de på hjemmesiden også tilbage på en begivenhedsrig sommer.

Idrætsstævne i det jyske

Senest har Fleur nemlig deltaget i det traditionelle idrætsstævne på Castberggård med hele 45 deltagere. Flest fra CFD Søborg, men også med deltagelse fra CFD Nyborg og en fra Aalborg. Masser af aktivitet og motion har præget de fire dage. 

På Fleurs hjemmeside beskrives dagene således:

Mandag 10. juni samledes vi til den traditionelle idrætsstævne på Castberggård. Vi startede med 6 forskellige aktiviteter forskellige steder på Castberggård og sluttede den første dag med at spille banko.
Tirsdag 11. juni var der udflugt til Skærup ZOO om formiddagen og hilse på dyr. Om eftermiddag var vi forbi Vejle for at se byen. Om aftenen blev der vist tegnefilm med tilhørende sodavand og popcorn. En rigtig dejlig dag.
Onsdag 12. juni var vi i hallen og gennemføre 8 forskellige opgaver, belønnet med klistermærker. Til frokost fik deltagerne diplom og medalje med Castberggård-logo. Om aftenen var der 3-retters middag samt fest med dans og musik.
Torsdag 13. juni var der fælles brunch samtidigt med billedfremvisning af de mange aktiviteter fra mandag til onsdag.
Det har været en rigtig stor succes i år på Castberggård. Det var første gang CFD Nyborg deltog – de vil meget gerne komme igen om 2 år.

Fleur bibringer så meget glæde

Netop tilbagevendt fra sin ferie udtrykker direktør i Fonden CFD, Kurt Faber-Carlsen, stor glæde over alt det positive, som Fleur med sit frivillige arbejde bibringer beboerne i CFD Søborg – og nu også CFD Nyborg.

”Jeg har fulgt Fleurs arbejder igennem årene, og jeg må bare sige, at vi kun kan være glade og stolte over det store engagement og de positive oplevelser, som Fleur står for.” 

Kurt peger på den store variation, der er i aktivitetsprogrammet. Der er tænkt på, at der skal være noget for alle, og så er der et fast fokus på fællesskab.

”Vi søger alle efter at være en del af fællesskaber. Vi vil gerne opleve, at vi er noget for andre og at andre også stiller op for os. Det søger beboerne på CFD’s forskellige tilbud naturligvis også. Vi kan ikke takke nok for det fine arbejde, som Fleur laver. Foreningen sørger for et aktivt fællesskab med plads til alle.”

(Fotografiert er lånt fra Fleurs hjemmeside.)

Relaterede artikler

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning