Spring til indhold
Farvestrålende balloner på en blå himmel med få skyer

10-01-2020  |  Fleur fylder 30

Så er der atter fest på CFD – denne gang fejrer sports- og aktivitetsklubben Fleur 30 års jubilæum. Det sker ved en fest for klubbens medlemmer i Café Keller med dress code, drinks og underholdning.
I disse dage er det 30 år siden, at klubben blev stiftet. Fleur er en motions- og aktivitetsklub for døve med handicap, hvor fokus er på idræt, motion, boldspil og leg samt hygge – og alt sammen naturligvis på tegnsprog.

Fleur har som forening hjemsted i Gladsaxe kommune, hvorfra den også modtager aktivitetstilskud som medlem af Foreningernes Idrætsråd Gladsaxe (FIG).

Fleur rykkede ind på CFD

Formand i bestyrelsen, Kirsten Serup Poulsen, fortæller, at klubbens arrangementer tidligere blev holdt i Døveforeningen 1866’s lokaler på Brohusgade i København.

Men tilgængeligheden var ikke så god til lokalerne, og der var heller ikke noget handicaptoilet. Så da muligheden opstod for at flytte de mange aktiviteter til CFD’s kantine i Søborg – Café Keller – takkede Fleur ja og rykkede ud af byen.

Og tilslutningen til Fleur stiger. Aldrig har der været så mange medlemmer som i dag, hvor 55 har meldt sig ind i sports- og aktivitetsklubben og bruger de mange tilbud løbende. Kirsten Serup Poulsen oplyser, at der er fint fremmøde, når de afholder arrangementer.

”Det stigende antal medlemmer og fremmødet ved arrangementerne gør mig rigtig stolt,” siger hun.  

Medbestemmelse og medlemsinddragelse

Tidligere var det Fleurs bestyrelse, som lagde programmet og dermed bestemte de forskellige aktiviteter. Sådan er det ikke længere.

”I dag er der nedsat et aktivitetsudvalg med ti medlemmer. De vælges ind og mødes en gang om året i maj måned sammen med to medlemmer fra bestyrelsen, og så laver vi et oplæg til kommende aktiviteter. Det oplæg bruger bestyrelsen så til at få strikket et godt program sammen,” fortæller Kirsten Serup.

Medlemsinddragelsen har betydet, at programmet er blevet styrket og flere kommer til de forskellige arrangementer. Der er to faste aktiviteter/arrangementer om måneden, med undtagelse af sommermånederne juni, juli og august. Det løbende program kan du se her.

Fleur har desuden et samarbejde med Castberggård, hvor de hver andet år afholder stævne, der strækker sig over fire dage – som regel i april eller maj måned. 
 
Tilbage til festen som finder sted på lørdag den 11.1. i Café Keller på CFD i Søborg. Den fest glæder Kirsten sig til og hun håber, at Fleur vil opleve fortsat fremgang og fællesskab i mange år endnu.

Chef på CFD, Kurt Faber-Carlsen er også begejstret for Fleur og alt det, som klubben giver beboerne på CFD. 

”Fleur er som klub med til at styrke fællesskabet mellem vores beboere, og det er altså vigtigt for os alle sammen at have et godt kendskab til hinanden og lave ting sammen. Så bliver fester også ofte endnu bedre,” siger han og smiler med henvisning til weekendens fest. Og så peger han på, at Fleur jo er et fantastisk initiativ, som kom i gang, fordi nogen gjorde noget. 

Relateret indhold

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning