Spring til indhold
Nærbillede af to hænder med en løbebane i baggrunden, som viser tegnet for held og lykke

12-07-2017  |  Danske idrætsudøvere på vej til Deaflympics

Den 18. juli falder startflaget til den 23. udgave af Deaflympics. 18 danske idrætsudøvere rejser til Tyrkiet for at konkurrere med andre døve idrætsfolk fra hele verden.

Deaflympics afholdes hvert fjerde år. I år finder det sted i Samsun på Tyrkiets Sortehavskyst. Her vil omkring 5000 idrætsudøvere fra 80 lande konkurrere i 21 forskellige sportsgrene

Danmarks 18 deltagere stiller op i golf, orienteringsløb, håndbold, cykling og bowling.

Du kan følge de danske deltagere på forskellige måder:

Du kan også følge legene den internationale hjemmeside www.deaflympics2017.org.

Samlet 14.-plads

Deaflympics blev afholdt første gang i Paris i 1924. Her deltog 145 idrætsudøvere fra ni lande.

Danmark har været vært to gange, i 1949 og i 1997. Og på den samlede liste over medaljetagere ved sommer-Deaflympics gennem tiderne ligger Danmark på en 14.-plads.

Vi har fået i alt 139 medaljer, fordelt på

  • 46 guld
  • 40 sølv
  • 53 bronze.

Listens nummer et, USA, har vundet i alt næsten 1000 medaljer gennem tiderne: 350 af guld, 307 af sølv og 330 af bronze.

Der er både vinter- og sommer-Deaflympics, som afholdes forskudt hvert andet år. Næste vinterlege bliver således i 2019 i Torino, Italien. Danmark har dog aldrig deltaget i vinter-Deaflympics.

Hørenedsættelse på mindst 55 dB

For at kunne deltage i Deaflympics skal man have en hørenedsættelse på mindst 55 dB på det bedste øre. Under konkurrencerne må man ikke anvende høreapparater eller CI. 

Mindst 15 personer med en hørenedsættelse, som var så stor, at de også kunne deltage ved Deaflympics, har deltaget i de almindelige olympiske lege gennem tiderne i idrætsgrene som 

  • boksning
  • roning
  • udspring
  • basketball
  • svømning
  • fægtning
  • brydning
  • atletik.

Seneste spillede David Smith på det amerikanske volleyballhold ved sommer-OL i 2016.

Døve idrætsudøvere deltager i øvrigt ikke i paralympics - også kaldet handicap-OL - som er verdens største idrætsbegivenhed for idrætsudøvere med forskellige funktionsnedsættelser. 

CFD ønsker held og lykke til de danske deltagere!

PS: Undrede du dig over formuleringen i indledningen om, at "startflaget falder"? Det er fordi, at der naturligvis ikke er noget startskud, der lyder, når man skal sætte et løb igang med døve idrætsudøvere. Man bruger i stedet et startflag.

Relateret indhold

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning