03-02-2021 | Coronamidler til STU-elever i Nyborg
Coronatiden lægger en gevaldig – men også nødvendig – dæmper på vores dagligdag. Til at kaste lidt glans på dagligdagen modtog CFD en sum penge gennem Selveje Danmark til at forsøde livet for eleverne på vores STU i Nyborg.
Selveje Danmark modtog som brancheorganisation på selvejeområdet 863.00 kr. fra staten målrettet organisationens medlemmer, der har STU-tilbud. Og CFD Nyborg modtog 20.000 kr. til aktiviteter, der har med trivsel og læring at gøre.
Nu skal regnskabet gøres op og et par medarbejdere ser tilbage på, hvad de ekstra penge har betydet for dagligdagen og for STU-eleverne.
Fest og ture
På Skaboeshusevej søgte de midler til meget konkrete aktiviteter, som blev brugt til udflugter, fest og på at lave film om elevernes hverdag, som var målrettet deres pårørende.
”Vi var enige om, at vi gerne ville have lidt forskelligt ud af pengene. Så vi arrangerede en sommerfest, hvor vi inviterede en tryllekunstner med, som sammen med en rigtig dygtig tolk gav os en sjov oplevelse,” fortæller Maria Lykke Kolding, som er socialpædagog i CFD Nyborg.
Udover festen nåede de også både til Givskud Dyrepark og Zoo i Odense, hvor fokus var på læring om dyrene og så naturligvis på at få en god oplevelse sammen.
”Vi nåede heldigvis at komme lidt ud omkring, da der var rum til det, og eleverne syntes, at det var fedt at være afsted sammen. Det er godt, at vi fik den oplevelse med,” fortæller pædagogisk medarbejder Annemette Branderup og peger på, at den langvarige nedlukning kan være svær at kapere for nogle af eleverne.
Film til de pårørende
Fælles for eleverne på STU’en i Nyborg er blandt andet, at de alle bor på Skaboeshusevej og nu, hvor værkstedet er lukket ned for langt de fleste af dem på grund af corona, foregår aktiviteterne derfor på samme matrikel, som de bor på.
”Jeg oplever, at det er lidt svært for de unge at skelne mellem, hvornår de er i skole og hvornår de er hjemme, fordi meget af undervisningen foregår på samme matrikel, som de bor på. Vi er naturligvis rigtig meget udendørs også, men værkstedet kommer de ikke på,” forklarer Maria Lykke Kolding.
For at kunne illustrere den anderledes hverdag har de derfor arbejdet med at få lavet fire små film om, hvordan det så er, at hverdagen forløber. Målgruppen er elevernes pårørende, men det har også været en god proces for elever at lave filmene – det har givet dem indsigt i og et fælles tredje at tale sammen om og med medarbejderne.
”De pårørende kan af gode grunde ikke komme på besøg i samme omfang, som de plejer. Men for at holde dem opdaterede og øge deres kendskab til, hvad vi laver på STU’erne søgte vi penge hos Selveje Danmark til arbejde med filmmediet og de unge,” forklarer Annemette Branderup.
Fire film blev produceret og lagt på CFD’s eget sociale medie PSO-borger, hvor brugere og beboere på de sociale tilbud frit og trygt kan folde sig ud – og hvor deres pårørende også har adgang.
”Vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger fra de pårørende. Samtidigt er STU’erne også blevet styrket i deres kendskab til, hvad film kan og de har bidraget til livet på PSO-borger,” slutter Maria Lykke Kolding.