30-11-2023 | CFD tildelt stor kontrakt på døvblindeområdet
CFD skal fortsat levere specialrådgivning af voksne med erhvervet døvblindhed i VISO-regi, efter vi er blevet tildelt en stor kontrakt.
I midten af september sendte CFD Viden, Rådgivning og Udvikling sit tilbud til Social- og Boligstyrelsen om at varetage specialrådgivning af voksne med erhvervet døvblindhed.
Og nu er afgørelsen truffet, at CFD med det bedste forhold mellem pris og kvalitet er blevet tildelt hele kontrakten. Kontrakten lyder på i alt 20.000 timers specialrådgivning fordelt på tre år og fire måneder fra den 1. januar 2024.
Social- og Boligstyrelsens vurdering fokuserede på tre nøgleområder, nemlig kvalitet, kompetencer og erfaring samt pris, og CFD opnåede en samlet score på 8,73 ud af 9 mulige points.
Kvalitet
Underkriteriet ”kvalitet” talte 40 % i den samlede vurdering. Dette kriterium handlede om emner som socialfaglig praksis, samarbejde med og specialrådgivning af andre involverede, anvendelse af relevant faglig viden samt løbende dokumentation og evaluering.
Her opnåede CFD en score på 9,0 ud af 9.
Kompetencer og erfaring
Underkriteriet ”kompetencer og erfaring” vægtede ligeledes 40 % i den samlede vurdering. Her skulle vi dokumentere, at vores medarbejdere har den nødvendige ekspertise for at imødekomme komplekse behov i forhold til målgruppen og kombinationsproblematikkerne.
Her opnåede CFD en samlet score på 8,43.
Meget stolte
Hertil kom scoren på 7,99 på underkriteriet ”pris”, som vægtede 20 %. Dermed kom den samlede score op på 8,73, og det er Ole Wøssner, chef for Rådgivning, Viden og Udvikling meget tilfreds med.
Han siger: ”Vi er meget stolte af den vurdering, som Social- og Boligstyrelsen er kommet frem til og af den tillid, der dermed er vist os. Og vi er er selvfølgelig kolossalt glade for at have vundet udbuddet på et så vigtigt område som dette, så vi kan fortsætte den specialrådgivning, som vi har givet i omkring 20 år, til nogle af de mennesker, som er mest udsatte på det specialiserede socialområde.”
”Jeg ser også denne anerkendelse som en understregning af vores forpligtelse til kvalitet, dygtige medarbejdere og en helhedsorienteret tilgang til at imødekomme behovene hos vores målgruppe og håndtere deres komplekse og individuelle udfordringer,” slutter Ole Wøssner.