08-01-2024 | Ny podcast om Egebækhus
I denne udgave af Et kvarter med CFD taler vi med Maja Alvang Jespersen, som for nyligt tiltrådte som virksomhedsleder på Egebækhus.
Egebækhus er CFD's landsdækkende døgntilbud for voksne og ældre døve og døvblinde med et omfattende fysisk, psykisk eller socialt pleje- og omsorgsbehov i et tegnsprogsmiljø.
Maja kom til CFD for et lille år siden efter en årrække som leder i Folkeskolen. I podcasten taler vi blandt andet med Maja om, hvad der har gjort indtryk på hende som ny leder i CFD, for eksempel det menneskesyn, som medarbejderne på Egebækhus har, og den praksis, som udtrykker det.
Hun siger: "Jeg var meget imponeret over den omsorg og den respekt for det menneske, der er i en situation, som gør det vanskeligere at leve, hvad kan man sige, et gennemsnitligt liv, som vi andre gør. Så det har jeg faktisk været både personligt og fagligt både imponeret og meget rørt af. Det kan være noget helt så simpelt som at spise. Respekten for nogle gange at tage lidt ekstra tid, fordi vi ved godt, at der er faktisk et menneske, der har et levet liv bag sig med erfaringer og tidligere kompetencer inde bagved."
Hør om Majas oplevelser og tanker i denne udgave af Et kvarter med CFD.
Du finder podcasten her, som altid både i en lydversion, en tegnsprogsversion og en tekstversion.