19-12-2017 | Julehilsen fra Kurt Faber-Carlsen
I sin julehilsen ser CFD's chef Kurt Faber-Carlsen tilbage på 2017 på CFD - og lidt frem på 2018.
Kære samarbejdspartnere og gode venner af CFD
Nu er vi nået frem til december, og jeg vil gerne på vegne af CFD’s medarbejdere ønske alle en god jul og et godt nytår.
2017 blev året hvor CFD’s chef Bruno Madsen valgte at lade sig pensionere. På CFD markerede vi det ved en stor reception, hvor rigtig mange kom og sagde tak for indsatsen samt et vemodigt farvel til Bruno.
Chefen for Sociale Tilbud varetager – i en kombinationsstilling – nu også den overordnede ledelse af CFD. Bestyrelsen besluttede denne omorganisering efter en medinddragende proces.
Farvel til Gladsaxe Kommune
2017 blev også året, hvor CFD for alvor blev inddraget i udbud på nye driftsområder. I fællesskab har Rådgivning og Sociale Tilbud indgivet bud på VISO-ydelser på voksenområdet. Og vi tænker, at det ikke er sidste gang, vi forholder os til udbud på CFD.
I 2017 har CFD markeret sig tydeligt på Facebook. Så hvis I følger os der, vil I have set små videoglimt fra hverdagen på Sociale Tilbud og på Rådgivning, ligesom I sikkert har bemærket Tolkebookings deltagelse i debatten om tolkemarkedet.
Mest af alt er 2017 dog et farvel til et givende samarbejde med Gladsaxe Kommune. En ny CFD-selvforståelse ligger derfor og venter fra 1. januar 2018, hvor CFD ændrer status fra offentlig/selveje til en privat/selveje-fond. Og selvfølgelig arbejder CFD her fortsat på et nonprofit grundlag.
Nye tider skaber nye muligheder, og disse ønsker CFD at gribe og gøre til en aktiv del af vores fremtid.
De bedste julehilsener og en stor tak for i år.
Kurt Faber-Carlsen
Chef for CFD
Lær nogle vigtige jule- og nytårstegn i denne lille video (varighed ca. to minutter):