Spring til indhold
En orange stofkant holdes mellem to hænder

16-06-2022  |  Designertekstiler og genbrug i vores væveri

Når brugerne på Døves Aktivitetscenter (AC) i Søborg sidder bag vævene, arbejder de med overskudsmateriale fra det kendte væveri Kjellerup Væveri. En aftale der er kommet i stand, fordi en medarbejder tænkte kvalitet, materiale og genbrug.

Sammen med sin kollega Lars er Karina ansvarlig for arbejdet bag vævene, som udføres af brugere, der er døve og har funktionsnedsættelser som autisme, cerebral parese, døvblindhed. Brugerne væver mellem 2 og 6 timer afhængig af deres dagsformen.

Karina er uddannet indenfor kunsthåndværk og tekstildesign og har derfor kendskab til industrien. Hun ved derfor, at væverierne skærer ægkanten af, som er den del af stoffet, der ikke trævler. Og så kasseres den som regel, når der produceres til industrien.

Genbrug gavner 
Der er rigtig gode muligheder for at bruge ægkanten i væveriet i Søborg. Derfor henvendte Karina sig til Kjellerup Væveri for at høre, om ikke vi kunne få lov til at genbruge deres rester på vores væve.

”Og så modtog vi ikke mindre end 60 kilo stof. Og det er en virkelig god uldkvalitet, der stadig dufter af lanolin. Vi skulle kun betale for portoen og det er vel meget rimeligt,” smiler hun.

Stofferne har de sorteret på AC. Særligt en af brugerne, som godt kan lide at sidde og nulre rundt med tekstiler, har været aktiv i sorteringsprocessen. Så på AC er de nu godt i gang med at bruge løs af de 60 kilo, som er en meget stor mængde at få has på. Men medarbejderne er glade for stoffet, der er i en rigtig god kvalitet og som også er genkendeligt for mange, fordi det blandt andet er stoffer, som bruges til at betrække Børge Mogensen-sofaer.

”Vi er meget opmærksomme på de ressourcer, som vi bruger her på CFD – og produktion af tekstiler er en hård omgang for miljøet. Derfor er vi rigtig glade for at kunne aftage rester fra Kjellerup Væveri og bruge det på vores væve. Det er godt for pengepungen, men det er også rigtig godt for miljøet, at vi kan genbruge det, som ellers ville være til overs og blive smidt ud,” siger Karina.
Karina er begejstret for aftalen med Kjellerup Væveri og tænker, at genopfriske den, når de 60 kilo er brugt. 

”Brugerne her på AC væver i hvert sit tempo og en af vores dygtigste vævere, har været ramt af sygdom og alder presser også lidt efterhånden, så det går lidt langsommere. Vi skal jo alle kunne se os i det og følge med, så jeg tænker, at stoffet rækker et godt stykke tid endnu,” siger Karina.

Sælger på sommermarked

De smukke tæpper skal snart ud og luftes.

AC deltager i SOVI’s sommermarked i Søborg på onsdag den 22.6., hvor fokus er på bæredygtige produkter og med deltagelse af andre virksomheder, der har fokus på upcycling og klimavenlig produktion.

Relateret indhold

CFD

Oktobervej 22A
2860 Søborg
Tlf. 4439 1100
SMS 4085 1315
cfd@cfd.dk
CVR 55280312

Hvem er CFD?

CFD er landets største leverandør af tilbud til døve, mennesker med høretab eller døvblindhed samt døve med yderligere funktionsnedsættelser.

Whistleblowerordning